© Copyright Tandplejeinformation OPP / Tandplejeinformations Forlag
INDLEDNING
Vi har valgt at lave denne håndbog for at gøre det nemmere for dig at finde
praktisk information om og instruktioner i tandpleje af ældre borgere: Hvorfor -
Hvad - Hvordan.
Håndbogen henvender sig til dig, der arbejder med pleje af ældre borgere – fx
som social- og sundhedsassistent, social- og sundhedshjælper, medhjælper,
vikar, omsorgspædagog eller sygeplejerske – eller som er studerende indenfor
et af disse fag.
Håndbogen vil også være nyttig for dig, der arbejder inden for andre områder af
plejesektoren, fx Handicap eller Psykiatri – eller på hospital.
Du kan vælge at læse bogen her på én gang – kapitel for kapitel, afsnit for
afsnit. Du kan også vælge at bruge bogen som en håndbog, du slår op i, når du
har brug for viden om eller vejledning inden for et særligt område, fx
protesepleje, tandpleje til demente eller noget helt tredje.
For at du kan anvende bogen som en håndbog, gentager vi undervejs i de
forskellige afsnit en række af de væsentlige pointer, der har med tandpleje af
ældre at gøre.
Allerforrest i bogen finder du også en ordforklaring, hvor vi forklarer betydningen
af nogle af de fagudtryk indenfor mund- og tandpleje, som du vil støde på
undervejs, når du læser.
God fornøjelse med bogen – og med den væsentlige tandpleje af ældre
borgere!
Lise Dalmeijer, redaktør
Tandplejeinformation OPP