© Copyright Tandplejeinformation OPP / Tandplejeinformations Forlag
KAPITEL 1.0 ÆLDRE BORGERE SKAL HAVE
HJÆLP TIL TANDPLEJE
Dette kapitel fortæller om, hvorfor ældre har behov for tandpleje – og om,
hvorfor det bliver vigtigere og vigtigere i vores samfund at hjælpe med
tandplejen hos ældre borgere. Her kan du også læse om, hvad du skal vide om
tand- og mundpleje, hvis du er social- og sundhedspersonale og om, hvad
omsorgsplejeordningen egentlig indbefatter.
1.1 Ældre borgeres behov for tandpleje
Ældre borgeres behov for tandpleje falder ikke, når alderen stiger. Tværtimod.
Mange ældre - og ikke mindst de svage ældre - har et stort behov for tandpleje.
Det er, fordi de ofte har sygdomme, der direkte eller indirekte skader deres
mulighed at bevare en god mundhygiejne. Det kan fx være dårlig motorik,
problemer med at huske eller bivirkninger fra medicin. Når deres helbred er
svækket, har de også stor risiko for at få alvorlige sygdomme som følge af, at
deres tand- og mundhygiejne har været dårlig.
Behov for tandpleje
Ældre borgere har det samme grundlæggende behov for tandpleje, som alle
andre også har. Og svage ældre har ekstra stort behov.
Livskvaliteten
God tandpleje er med til at give livskvalitet og et godt helbred. En god
mundhygiejne og tænder, man kan spise og tygge med, kan have lige så stor
livsværdi som at have høresansen, synssansen - og arme og ben.